Skotland og England - fredag den 22. juni 2012

Fra Finlet Burn til River Clova

Tilbage

Næsten mirakuløst holdt regnen op ud på morgenen og vi fløj ud af soveposerne, for det var rarest, at få pakket tingene sammen i tørvejr. Så skidt med, at teltet var vådt, for det skulle jo op igen samme aften.

Afsted uden morgenmad, for vi ville gerne finde et sted, hvor det var lidt lettere at sidde og spise morgenmaden. Desuden var der en del midgets, hvor vi havde overnattet - på trods af regnen var de i luften.

Dagens første stræk viste sig også at blive turens allerværste. Vi skulle igennem en skov, hvor det våde hjulspor hurtigt endte og dermed skulle vi selv finde gennem skoven. I og for sig ikke noget problem - og slet ikke med et kompas. Men der var lige nogle forhold, der gjorde det til en træls omgang. Granskovens grene hang lavt og det krævede et konstant øje på grenene. Vi fulgte en flod, for der var mange fodspor, så det måtte være den rigtige vej. Problemet var bare, at det hele var meget smattet og et forkert skridt og man var enten sølet til i mudder eller havde et ben i den kraftige vandstrøm fra floden.

Vi gik rundt i skoven en halv times tid og nåede så pludselig ud i åbent landskab. Højst mystisk ramte vi lige ind i et skilt, der forkyndte, at vi var på rette vej. Det var jo dejligt - også, at vi havde den møgskov bag os.

Vi fandt en nogenlunde tør spot - man blive nøjsom med tiden (og et par regnbukser på), for at indtage lidt morgenmad. I dagens anledning nøjedes vi med lidt af Jans Loganbrød, et kompakt mørkt brød, der giver god energi.

Så havde vi kræfter til et bestige et pas og gå ned i dalen til Glen Prosen. Overvalt bar underlaget præg af, at det havde regnet en del. Græsområderne var fugtige og man kunne hurtigt finde sig selv i en omgang vand, som støvlerne dog gerne skulle håndtere.

Vi passerede floden Prosen og fandt hurtigt op gennem et skovområde med mere smattet sti. Vi gik et stykke tid i skoven og den trak tænder ud, fordi der var smattet og stien gik pænt opad. Vi var nemlig igang med at bestige Shank of Drumwhallow (tror jeg nok det hed).

Så snart skoven hørte op, blev det tåget. Det var simpelthen skyerne, der lå så lavt (eller os, der var kravlet højt op). Vi gik i et par timer op af bjerget, der ifølge Jan skulle have en af de smukkeste udsigter i Skotland. Men hvad hjalp det med skyerne hængende omkring ørerne på os, så vi ikke kunne se mere end ca. 50 meter frem.

Det gik i små stræk på 25-50 meter og så en lille pause. Stien var stejl og bagagen tyngede. Bedre blev det ikke af, at der stod en pelikan ind fra siden.

Men vi nåede toppen og kunsten var så at finde hen til det rigtige sted, for at komme nedad igen. Jans GPS hjalp os på vej og bedst som vi havde fundet stien, vi skulle nedad, skiltes skyerne og der var pludselig udsyn over hele den dal, vi skulle ned i. Et fantastisk syn, når man i flere timer havde gået i en tæt tåge. Den udsigt reddede faktisk hele dagen.

Så gik det ellers ned i dalen på højre flanke og vi endte nede i et skovområde, hvor tågen endnu lå tæt mellem træerne. Et lidt mærkeligt skue.

Vores endestation for dagen skulle være et naturcenter, hvor Jan håbede, at vi kunne få lov at slå teltet op. Men vores bange anelser holdt, for et skilt forbød camping på området omkring centret. Det ville ellers give let adgang til toiletter og vand.

Vagten på centret anbefalede os at fortsætte vores tur og nogle km. længere fremme var der et meget fint overnatningssted.

Dét fandt vi frem til. Her var the midgets gået i position men vi havde udstyret klar og fandt ud af, at man sagtens kan drikke kaffe og whisky gennem et myggenet. Så bliver utøjet jo også sorteret fra!

Vejret havde ikke rigtigt været med os de sidste par dage men vores campsite ved floden Clova lå i et hul, hvor vinden i det mindste ikke kunne drille. Vi var også forskånet for regnvejr, mens vi spiste til aften og gik ned til flodbredden, for at drikke kaffe i de fantastiske omgivelser.

Som sædvanlig tørnede vi ind tidligt. Det havde været en lang og anstrengende dag.